Alteret

I Rømøs anden opgangsperiode gav præsten Søren Aagaard og 20 af menighedens medlemmer kirken et nyt alter. En billedskærer fra Tønder, Peter Petersen, udformede det og satte det op i 1686.

 

Når vi ser op på alteret, får vi øverst til venstre og højre øje på to helgenfigurer. De stammer fra 1400-tallet og har muligvis siddet på kirkens gamle alter.

Det kan være svært at sige, hvem helgenen til venstre skal forestille, da figuren er blevet ændret i tidens løb.

Men samtiden – Peter Petersen og giverne – har måske mere tænkt på figuren som et symbol på det kristne grundbegreb tro end på en helgen. Bægeret, som figuren holder i sin højre hånd, kan pege hen på vinen, vi modtager i nadveren. Det tomme kors i figurens venstre hånd kan være et symbol på den opstandne Kristus. Bogen, som figuren holder ind til sig, skal nok forestille en bibel.

I flere kirker langs med vadehavet – bl.a. i Hjerpsted og Brøns – finder vi tilsvarende figurer, der symboliserer tro.

I den øverste del af alteret til højre ser vi en anden figur. På Rømø har der været tradition for at forstå denne figur som kirkens skytshelgen – Sct. Clemens. Han var den fjerde pave i Rom. Figuren har en due i sin højre hånd og et anker i sin venstre. Ankeret kan hentyde til, at Sct. Clemens – i følge traditionen – blev kastet i fængsel under kejser Trajan. Han led herefter martyrdøden, idet han blev kastet ud fra et skib med et anker bundet rundt om halsen.

 

Også her kan vi forestille os, at kirkegængerne i slutningen af 1600-tallet ikke så meget har forstået figuren som en helgenfigur, men snarere som et symbol på det kristne grundbegreb håb. Duen refererer måske til fortællingen om Noa, som sendte en due ud fra arken for at se, om der var kommet land til syne efter syndfloden. Da duen kom tilbage, havde den et friskt olivenblad i næbbet – et tegn på håb om en ny begyndelse.

I Det Nye Testamente omtales ankeret som et tegn på håb, der er forankret i Guds fred og glæde.

Der er altså muligvis sket en nytolkning af de to figurer efter reformationen, så de ikke længere blev opfattet som symboler på helgener, men snarere som symboler på tro og håb, for i reformationen tog man jo netop et opgør med den katolske kirkes helgendyrkelse. Bag alteret ser vi to glasmosaikker, der symboliserer tro og håb. De blev givet til kirken under besættelsen i 1942, hvor det at fokusere på tro og håb gav dyb mening.

På alterets sider er der nogle meget frodige kvinde- eller moderfigurer med børn. De kan traditionelt tolkes som symboler på kærlighed, som jo også er et centralt begreb i den kristne tro.

 

 

Så vi kan forstå en del af alteret som en præsentation af tre helt fundamentale kristne grundbegreber: Tro, håb og kærlighed – begreber, som befolkningen på Rømø i den grad kunne bruge som pejlemærker midt i deres barske og turbulente liv. I denne sammenhæng er det spændende at se, hvordan de to stramme gotiske figurer øverst på alteret og de svulmende barokke figurer på alterets sider supplerer hinanden.

Alterbilledet viser os den sidste nadver, hvor vi ser Jesus sammen med de 12 disciple. Det er disciplen Johannes, der læner sig ind mod Jesus.

Kirkens antependium – det billedtæppe, der hænger foran kirkens alter, er lavet af Tønder-kunstneren Svend Boe Hauggaard. Stoftæppet er derefter blevet fremstillet i samarbejde med haute couture designeren Anders Bundgaard. Det blev indviet i 2006.

Når vi betragter antependiet, er det, som om vi får et stemningsbillede fra kysten, der omgiver øen. De lyse- og mørkeblå farver kan lede tankerne hen på havet eller tidevandet. I midten kan vi ane et kors, der øverst oppe munder ud i to korsarme.