Handelssejlads i 1900-tallet

 

På en mindeplade over Harald Peter Falk kan vi se, at han druknede ved Kap Horn ud for Sydamerikas sydspids, da han var 20 år gammel. Ulykken skete om aftenen ved 23-tiden den 8. november 1905. Vinden havde taget til i styrke, og sammen med andre matroser skulle han op i en mast for at fastgøre sejl. Skibet krængede, og han styrtede i havet. Besætningen hørte et skrig. Det var mørkt, og sejlskibet havde stor fart, så skibets officerer må have vurderet, at et bjærgningsforsøg ville være håbløst.

Søfolk anser dette farvand mellem Kap Horn og Antarktis for at være et af de farligste i verden. Her er der stærke strømme og voldsomme storme – og det stormer ofte. Med sejlskib kunne turen derfor tage adskillige uger. Her er ca. 800 skibe forlist, og omkring 10.000 sømænd er druknet.

 

En kaptajn fra Rømø, der nåede at få et helt særligt forhold til Kap Horn, var Andreas C. Hansen. Han havde været kaptajn på flere af de store sejlskibe, der blev bygget omkring år 1900. De blev bygget i et forsøg på at konkurrere med dampskibe om fragten på de oversøiske destinationer. Dampskibene løb som bekendt af med sejren. Andreas C. Hansen var én ud af ca. syv kaptajner fra Rømø, der sejlede med disse store sejlskibe, hvoraf flere havde fire master og skrog bygget af jern eller stål.

På Brendine og Andreas C. Hansens gravsten ser vi titlen ”Albatros Kaptajn”. Det var en meget fornem titel, som viser, at han havde været medlem af det eksklusive Kap Horner-broderskab. For at kunne blive medlem skulle en sømand have rundet Kap Horn med sejlskib uden motor. Havde sømanden tilmed været kaptajn, havde han nu lov til at kalde sig for ”albatroskaptajn”.

Da Andreas C. Hansen var 96 år gammel, tog han sammen med sin datter fra Rømø til Oslo for at deltage i en international kongres for ”kaphornere”. Den franske præsident for Kap Horner-broderskabet åbnede kongressen med at byde velkommen og rettede en særlig velkomst til den mand, som han mente måtte være kongressens ældste albatroskaptajn, nemlig en kaptajn på 86 år, der havde rundet Kap Horn 4 gange … Men så rejste Andreas C. Hansen sig op og fortalte forsamlingen, at han selv var 96 år og havde rundet Kap Horn 24 gange – de 13 gange som kaptajn!

Dagen efter kom han i audiens hos kong Olav af Norge og blev interviewet af norsk tv. Dette interview blev på et senere tidspunkt også sendt i dansk tv. Andreas C. Hansen blev 101 år og døde i 1973.