Hattekrogene

Tæt på prædikestolen ser vi en meget fornem kirkebænk, der er forsynet med en låge og fine barokudskæringer.

Her sad Peder Jensen Manøe, når han og familien var i kirke, og lige over kirkebænken kunne han hænge sin høje hat på den hattekrog, som han fik lavet af smedejern og forsynet med sine initialer PIM.

Også andre fik fremstillet hattekroge i den tid, hvor øens befolkningstal voksede. På den ene side var det praktisk at skaffe plads til de høje silkehatte, som søfolkene bar, når de i vinterhalvåret var til gudstjeneste i den overfyldte kirke. På den anden side kunne søfolkene på denne måde markere deres status og velstand.

Peder Jensen Manøe fik også lavet en anden – og meget speciel – hattekrog af et rensdyrgevir, som han havde taget med hjem fra et af sine togter. Bagerst i kirkens nordvestlige hjørne ser vi dette gevir, som han fik monteret i en harpun. Der er i alt 15 hattekroge i kirken, og Sct. Clemens Kirke er en af de få kirker i Danmark, hvor vi ser hattekroge hænge ned fra loftet – og nogle kirkegængere bruger dem stadig.