Kommandørstenene

 

Kommandørstenene ved Sct. Clemens Kirke er en enestående samling gravminder fra 16-, 17- og 1800-tallet. Oprindeligt lå stenene ned, men de blev sat op på kapellets østmur og kirkegårdens nordmur for at forhindre dem i at forvitre. I symboler og tekst udtrykker stenene biografiske og religiøse forestillinger.

 

På en sten sat over Chresten Bundesen og hans hustru Mette Gundesdatter er der både døds- og opstandelsessymboler. I midten af stenen ser vi et timeglas, et kranium og to knogler lagt over kors. Timeglasset og knoglerne minder os om døden. Kraniet derimod udtrykker et opstandelseshåb, for der vokser korn ud af det som et symbol på, at døden er overvundet. Allernederst på stenen er der en utydelig indskrift: Kom døden ihu. Denne passer meget godt sammen med stenens dødssymboler og indskriften på portalen.

Da Chresten Bundesens kone Mette døde i begyndelsen af 1700-tallet, havde flere rømsere fået hyre på hval- og sælfangerskibe fra havnebyerne langs floden Elben – først og fremmest Hamborg – og fra Holland. Mange af dem blev kaptajner på de skibe, der i sommerhalvåret sejlede til Ishavet. Kaptajner på sådanne skibe blev kaldt kommandører – en titel, der stammer fra Holland.

Andre søfolk søgte hyre på handelsskibe fra større danske og udenlandske havne. Sømænd fra Rømø og de øvrige vadehavsøer blev anset for at være dygtige, da de havde lært at sejle i tidevand og under vanskelige strømforhold, og de kunne derfor let få hyre på hvalfanger- og handelsskibe.

At fange hvaler og sæler gav gode indtægter – især til kommandørerne. I de følgende år blev der nemlig bygget mange fine kommandørgårde på Rømø. En del af øens søfolk fik også råd til at få fremstillet deres egne imponerende gravsten. Mange af de store sten, der nu står op ad kapellets østmur og kirkegårdens nordmur, stammer fra denne tid. Selv om hele samlingen i dag kaldes kommandørsten, er mange af stenene også sat over kvinder, børn og over mænd, der ikke var kommandører.

 

 

Kommandør Matthis Svensen Schouw fik fremstillet sin egen gravsten. Da han i begyndelsen af august 1783 kom tilbage til Hamborg efter sommerens togt, var han alvorligt syg. Han valgte derfor at få fremstillet en gulmalet egetræskiste og en smuk kommandørsten, der i ord og billeder fortæller historien om hans familie, hans liv og hans tro.

Den velstand, som denne kommandørsten er et udtryk for, afspejler den tid, hvor indbyggertallet på øen voksede kraftigt, og kirken blev udvidet flere gange.

 

 

Søfolk fra Rømø sejlede i 16-, 17- og 1800-årene også med mindre sejlskibe, der forbandt øen med havnebyerne i Vadehavet, langs Elben, i Holland og i Norge. Disse skibe transporterede for eksempel korn, mursten, træ og stude, men også søfolk med hyre på grønlandsfarten og i handelsflåden.

En af de søfolk fra øen, der var engageret i denne kystsejlads, var skipper Niels Pedersen Alheyt.

På hans gravsten læser vi, at han var en ærlig og respekteret skipper. På stenens nordside ser vi en række relieffer. Øverst tre figurer, der står på en sky: Kristus med en engel på hver side. Høstens tid er inde, for han står med en segl i hånden ligesom englen til højre. Englen til venstre beder Kristus om at begynde høsten.

Englens bøn bliver hørt, for under skyen kan vi se nogle høstmotiver: En engel, der høster korn og samler det i neg. En anden, der høster vindruer, og en tredje, der presser druerne, for saften fra de friskpressede druer flyder videre fra persen og over i et kar. Inspirationen til disse høstmotiver kommer fra en tekst i Det Nye Testamente.

Under dette motiv får vi noget mere at vide om Niels Pedersen Alheyt – hans initialer NPA kan vi se i et bånd. Han har muligvis været skibstømrer, før han blev skipper, for han står med noget værktøj i hånden. Vi ser også hans første kone Karen og hendes initialer i et bånd. Vægten i venstre hånd havde hun brug for, når hun skulle veje varer af, for sammen med sin mand drev hun en kombineret købmandsforretning og kro.

Huset, hvor de havde deres forretning, findes i øvrigt stadigvæk. I dag er det ”Rømø Bageri”, som ligger i Mølby.

Vi ser også hans anden kone Ellen – i en noget formindsket udgave – og hendes initialer ENA i et bånd. Forklaringen på ”den lille kone” kan være, at han har fået lavet stenens oprindelige relieffer før sit andet ægteskab. Men da han levede noget længere end begge koner, har han nok tænkt, at der også skulle et relief af Ellen med på gravstenen. Hun kom med, men der var kun plads til hende i halv størrelse!

Nederst på gravstenen ser vi et tremastet sejlskib. Måske har Niels Pedersen Alheyt været medejer af et sådant skib. Gennem flere år var han skipper på et mindre sejlskib – en snekke. Det kan ses i toldbøgerne fra List for årene 1731 og 1733. Med snekken var han i Hamborg, Altona og Holland. Foruden fragtgods sejlede han også med søfolk til og fra disse havne.