Lysekronerne

Tæt ved orgelet hænger en lysekrone, som en skipper skænkede til kirken. Den har indskriften: Scheper Hansz Erichsen Anno 1704. Den er sikkert blevet fremstillet på et hollandsk værksted. Øverst på lysekronen ser vi en ørn med to hoveder.

 

En anden lysekrone, der hænger midt i hovedskibet ud for prædikestolen, er også en gave til kirken fra samme år. De 12 givere har fået deres navne indgraveret nederst i lysekronen og har sandsynligvis været kommandører eller skippere.

Øverst ser vi også en ørn med to hoveder og nederst et dobbeltsidet løvehoved. Ørnen kan være et symbol på Guds omsorg og styrke, og løven et kristussymbol.

Lysekronen ved alteret har ikke indgraverede navne, men på dens top er der dog tre dråbeformede plader – alle med en mandsfigur i skipperdragt. Tre skippere eller kommandører har muligvis skænket den til kirken. Vi kan se, at hver af de tre mandsfigurer har en krone svævende over hovedet. Disse kroner skal sikkert forestille ”livets krone”, som også er omtalt og illustreret på et par af kommandørstenene. Giverne har sikkert haft et håb om at få det evige livs krone.